Kontakt Os

Udfyld skemaet til højre hvis du ivil kontakte os.

Du kan få kundeservice på shop@bleschu.dk eller ved at ringe til 454115 4203

+4528877585

Her kan du finde de mest bæredygtige alternativer til dit hverdagsliv. Økologisk vaskemiddel af sæbebær, Bee´s Wrap som alternativ til husholdningsfilm og aluminiumsfolie... Produkter som ikke efterlader et spor af mikroplastik, kemi eller affald, men som indgår i planetens naturlige kredsløb, efter brug.

5 zero waste swaps til dit badeværelse

Blog

5 zero waste swaps til dit badeværelse

Rikke Macijowski Nielsen

Udover køkkenet synes jeg, at det næstsværeste område at gå helt plastikfri er på badeværelset. Selvom badeværelset er det mindste værelse i hjemmet, så er der virkelig meget indpakning, produkter og affald - især hvis du, som jeg, er kvinde. Den gennemsnitlige kvinde bruger 12 produkter om morgenen inden hun forlader huset, men vi har typisk meget mere i vores skabe, under håndvasken og i bruseren.

En anden udfordring, der gør det sværere for mig at være helt zero waste på mit badeværelse, er, at jeg bor sammen med min kæreste, som ikke går lige så meget op i plastikfrie løsninger, som jeg gør. Men det betyder samtidig, at du kan følge de her 5 tips, selvom du bor sammen med en person, der ikke ønsker at gå plastikfri på badeværelset.

Jeg har selv implementeret nedenstående 5 løsninger ind i min daglige rutine, selvom andre områder ikke er perfekte — med andre ord behøver det ikke at være alt eller ingenting, når man bor flere i husstanden!


Skærmbillede 2019-07-09 kl. 12.40.50.png

1. Vatpinde

Vatpinde er ikke det, der akkumulerer allermest plastik i naturen, men Danmarks Naturfredningsforening har lagt dem i top 10 over de engangsprodukter, der forurener vores natur mest. De skriver i artiklen:

Takeaway-beholdere, sugerør og vatpinde er blandt de ti produkter, der oftest ligger og flyder på de europæiske strande. De udgør omkring 70 procent af alt strandaffald, ifølge EU Kommissionen.
— dn.dk

Vatpinde er især skadelige, hvis du kommer til at skylle dem ud i toiletter og de ikke bliver fanget af rensningsanlægget, men i stedet ender i naturen. Her kan de nemlig være dødelige for dyr, der forveksler dem med mad.

Udover at være skadelige for vores natur, anbefaler de fleste eksperter ikke, at vi stikker vatpinde i ørene. Den måde vatpinde er designet på er faktisk ikke et særlig godt værktøj til at fjerne ørevoks og de kan være direkte skadelige. De har nemlig en tendens til at skubbe mere ind end de trækker ud. Derudover er skader på trommehinden som følge af et uheld med en vatpind i øret mere og mere almindeligt.

Faktisk forholder det sig sådan, at ørevoks er ikke fjenden. Det er faktisk godt for dig! Det beskytter dine ører mod infektioner, svampe og endda insekter! Selve øregangen er selvrensende - smart! Du behøver med andre ord ikke at gøre andet and at rense den ydre del af øret og måske åbningen til øregangen.

Brug spidsen af en våd vaskeklud til formålet - det fungerer perfekt og du kan bruge den igen og igen.


hæklede vatrondeller

2.

Vådservietter og vatrondeller

Ligesom vatpinde er vådservietten placeret på Naturfredningsforeningens liste med de 10 engangsprodukter, der forurener mest. Det skyldes igen, som vatpinden, at mange kommer til at skille sig forkert af med vådservietterne ved at skylle dem i toilettet i stedet for i skraldespanden - øv!

Vådservietter er ikke nedbrydelige - de indeholder plastik og ligger i naturen i mange mange år.

Jeg har også inkluderet vatrondellen i samme omgang, da mange bruger vatrondeller og vådservietter til at fjerne makeup eller som en del af deres hudplejerutine. Generelt er det virkelig ressourcekrævende at producere vat til rondeller, so smides ud efter et enkelt brug, og så har jeg endnu ikke set en pakke vådservietter eller vatrondeller, der ikke er i plastik.

I stedet for at bruge engangsprodukter er jeg gået over til kun at bruge vaskeklud eller genanvendelige rondeller i bomuld, som kan bruges sammen med en form for olie, hvis der skal fjerne makeup en gang imellem.

Jeg har fået min mor til at hækle 7 rondeller til mig, så jeg i princippet har en til hver dag i ugen, hvis jeg har bruge for det. Så hvis du eller en du kender er flittig med en hæklenål, så smid en bestilling, der er et hav af opskrifter på Google!

Tip: Bomuldspondeller suger mere end dem af vat, så prøv at gøre dem fugtige under vandhanen inden du påfører olie som makeupfjerner eller lignende.

mensturationskop

3. Mensturation

Danske kvinder bruger tæt på 12.000 kr. på bind og tamponer i løbet af den tid, de bløder, ifølge Danmarks Statistik. Det er altså, hvis de bruger bind og tamponer. Det anbefaler jeg, at du lader være med. Bind og tamponer indeholder nemlig oftest både plastik og en masse skadelig kemi som blegemiddel og parfume - stoffer der på ingen måde burde høre til i så sart et område.

Derudover er der IGEN et problem med, at mange kommer til at skylle bind og tamponer ud i toilettet til fare for afløb, natur og dyr.

Vent… Det er som om, der begynder at danne sig et mønster her. Hvad var det nu liiige pigekoret sang der, hvor det handlede om, hvad de eneste 3 ting, man må skylle ud i toilettet, er? Nåår ja - Det rene lort, pis og papir. Det burde være til at huske!

Men hvis jeg ikke anbefaler bind og tamponer, hvad anbefaler jeg så?

Skærmbillede 2019-07-09 kl. 12.29.12.png
Jeg har ikke brugt penge på bind og tamponer i 4 år nu - jeg er nemlig stolt indehaver af en mensturationskop.

Specifikt bruger jeg den fra danske OrganiCup, som blandt andet let kan købes i Matas og Helsam.

Jeg ved det godt! I starten kan ideen om at bruge en menstruationskop være skræmmende... Vil det gøre ondt? Vil jeg mærke det? Vil det lugte efter at have renset den? Vil det lække?! Hvordan man bruger en menstruationskop? Skal man røre blodet?!

Men virkeligheden er, at langt de fleste ikke vil gå tilbage til at bruge engangsprodukter efter den første periode af tilvænning.

Jeg ELSKER min kop fordi:

  • Den har sparet min tusindvis af kroner på 4 år.

  • Jeg skaber ikke affald pga min menstruation.

  • Mega komfortabel - mærker den aldrig, når den først sidder rigtigt (hvis du kan mærke dem, kan det være fordi du skal klippe et led af den lille “pind“, du bruger til at trække den ud igen - det skulle jeg.

  • Der hænger ikke en dum snor ud af min krop, når jeg skal tisse.

  • Der er ingen kemikalier eller parfume på den, der kan give sygdomme som TSS.

  • Den er ikke utæt.

  • Den er fantastisk til sport og i vand.

  • Med den mængde jeg bløder, holder den nemt til 12 timer og endda mere, selvom det ikke anbefales.

Dog skal man være forsigtig med at bruge koppen, hvis man har spiral. Menstruationskoppen kan rykke ved spiralen, og man skal sikre sig, at den placeres og trækkes ud rigtigt. Dog kender jeg mange, hvor det fungerer helt uden problemer.

Derudover har jeg som supplement for ca 2 år siden købt et sæt genanvendelige stofbind og trusseindlæg fra Imse Vimse. Dem bruger jeg, når jeg ikke har lyst til at bruge koppen eller når jeg ikke føler, jeg bløder nok endnu. De kan vaskes på 90 grader og bruges igen og igen. Har aldrig oplevet at bløde igennem et stofbind, som fordommen måske kunne være. Så hvis du ikke kan få en menstruationskop til at fungere for dig, så er stofbind en mulighed, du kan overveje at give et skud.


hjemmelavet bodyscrub

4. Bodylotion, cremer og scrubs

Hvis du vil nære din krop med fugt uden plastik, er olier din go-to ven.

Du kan lave dine egne blandinger af lækre olier og tilsætte lige den duft, du kan lide. Eller du kan køre den simple stil med et glas kokosolie - det er oftest den olie, jeg vælger til kroppen.

Til ansigtet er jeg vild med jojobaolie - den er mere let og ikke så fed, så den trænger ind i huden uden at gøre den fedtet. Vidste du, at jojobaolie er den olie, der minder mest om hudens egen olie? Prøv dig frem og find olien, der passer til dig.

Olivenolie er genial til bodyscrub! - bland din brugte kaffegrums med olie og skrub den døde hud af kroppen. Der findes også en million opskrifter på hjemmelavede scrubs på nettet, hvis man vil prøve noget nyt.

Hvis det så skal være lidt fancy og ekstra luksuriøst, så kan du se Gittemaries video, hvor hun laver sin geniale hjemmelavede bodybutter af lækre ingredienser HER.I øvrigt også en fed gave at modtage i en glasbeholder.


Bæredygtig sæbe

5.

Sæbe og shampoo

Tænk på, hvor ofte der smides emballage ud fra engangshåndsæbe, kropssæbe, hårshampoo m.m. - her er virkelig et sted, du kan spare miljøet for meget plastik. Hvis du udskifter din flydende sæbe med en fast sæbebar, så kommer du helt udenom plastikindpakningen - genialt!

Du kan også prøve at gå efter sæber af skånsomme og miljøvenlige ingredienser, hvis du også vil fokusere på kemi udover plastikindpakning.

En sæbebar kan både bruges til håndsæbe og til kroppen i badet - der findes endda lækre shampoobarer til håret med lækre nærende ingredienser - se bare HER! Hvis du, som jeg, har meget hårdt vand, hvor du bor, så kan du skylle håret i lidt æbleeddike fortyndet med vand for at gøre det helt blødt som ved en balsam.